Søg i helligdagene

 

5. søndag efter helligtrekonger (2. tekstrække)

9. februar 2012 | Udarbejdet af Ulla Salicath og John Frandsen

Om teksten

Det er sjældent, at kirkeåret inkluderer 5. søndag efter Helligtrekonger. Derfor er der også kun en tekstrække, men til gengæld valg mellem to evangelietekster, begge fra kapitel 13 i Matthæusevangeliet; nemlig Lignelsen om Hveden og rajgræsset ( 13; 24-30) og Lignelserne om skatten, om perlen og om voddet (13;44-52). Begge lignelser har den gode vækst sat over for verdensdommen. Som vanligt pirrer Matthæus til angsten for dommen. Ved verdens ende skal der "være gråd og tænderskæren." (13;50). Eller som det hed i den gamle og mere poetiske oversættelse: tænders gnidsel.

Man kan vælge at prædike over begge evanglielæsninger, der befinder sig inde for samme kapitel 13, dog uden lignelsen om sennepsfrøet og surdejen og de vers (36-43), hvor Matthæus med ønske om tydeliggørelse allegoriserer lignelsen og gør den mere entydig. I vers 38 får vi at vide, at det er Menneskesønnen, der sår den gode sæd, marken er verden, den gode sæd er Rigets børn og ukrudtet er den Ondes børn, og fjenden der såede det er Djævelen.  Så er det på plads, uden at man dermed er blevet klogere. Jeg er ikke. Vi befinder os stadig i et mytologiserende sprog. Hvem er de onde, hvem er de gode?

 

Prædikenovervejelser

Den farlige mytologisering

I disse år bliver det vigtigere at kunne sondre mellem mytologi og evangelium. Mytologier er dragende i deres renhed og klarhed. Mytologien sætter tydeligt skel mellem hvem der er udenfor, og hvem der er indenfor.  De største historier som Tolkiens "Ringenes Herre" beskriver et mytologisk univers, hvor der er noget på spil, en kamp på liv og død, og hvor det ondes børn, orkerne, skal udryddes fra denne verden for at freden og det gode liv atter kan blomstre.

Jeg er en stor beundrer af "Ringens Herre" og lignende store epos, men jeg er blevet mere påpasselig med mytologier. Tragedien på Utøya kan minde om, hvor perverteret mytologier kan blive. De onde, som her blev set som fortalerne for kulturåbenheden, må udryddes for enhver pris for at skabe et entydigt samfund. Der er blot kampen som mulighed, og der er ikke længere noget at diskutere.  Også blandt vores udsendte soldater spiller mytologi, herunder den nordiske mytologi, en stor rolle; det kan aflæses af en nylig rapport fra forsvarsministeriet.  Blandt præster har der været en meget central diskussion om værnpræsters rolle blandt udsendte soldater. Det er med rette blevet kritiseret, at nogle præster har haft trang til at puste til en farlig korstogsmytologi for at kunne skabe mening og mod blandt soldaterne. Mytologier er stærke og vedkommende i kampen, hvor det handler om at vinde, ikke om at vende den anden kind til eller se medmennesket i den fremmede. Tolkiens "Ringenes Herre" er skrevet i lyset af Europas kamp mod nazismens uhyrer, og det er meget forståeligt, at det er fra mytologier, at modet skal hentes, når man befinder sig i en så ekstrem situation, men det er samtidigt et farligt område at begive sig ind i, hvor verden som i mytologien risikerer at blive sort og hvid.

Vores egen Grundtvig var meget optaget af den nordiske mytologi, særligt i sine unge år, og så den nordiske mytologi som en art forhistorie til kristendommen med kærlighedsguden Balder som broen.  Men med tiden blev han også mere og mere skeptisk og måtte erkende at han var kommet til at dyrke kraften og styrken frem for Gud. Han måtte se sig selv som den der knælede for Thor og Odin, og den erkendelse kan blandt mange steder læses i det store poetiske digt Nyaarsmorgen, som er forslået som motettekst eller lignende.

Det er forskel på mytologi, der vil sætte skel mellem dem udenfor og indenfor, mellem hvede og rajgræs, og så evangeliets klare lys, hvori vi må se os selv som den, der rummer kim til alt, både det gode og det onde og at dommen over andre altid må begynde i os selv.  Det onde er en realitet, og en kristendom uden dom er at nedskrive livet. Dom betyder at tage livet alvorligt, og vi må holde dommedag over os selv, hvis vi tager tilværelsen alvorligt. Jeg tror heller ikke det går, at forsøge at holde Jesus helt fri fra domsord, så bliver der meget, der skal censureres ud af Biblen, men det er værd at medtænke, at en af Jesu mest brugte formuleringer er: Frygt ikke!

Vi skal ikke udelade eller negligere, ikke gøre evangeliet mere sødladent og spiseligt, men indprente os Luthers centrale ord om, at teologiens vigtigste opgave er at kunne sondre ret mellem lov og evangelium. Og det er her mytologien og evangeliet for alvor skilles. Vi frygter, ja, vi frygter rigtig meget for os selv, vores kære og fremtiden. Vi frygter for ikke at slå til, for at få kræft, for kaos og tomhed. Den frygt der kommer for os og den frygt der kaldes frem i kraft af, at vi ikke kender fremtiden og ofte søger sikkerhed,  hvor vi ingen sikkerhed kan få.  Hvor vi med benede fingre prøver at holde fast på det, vi ikke kan eje, men kun har fået givet i tiden, da vokser frygten. Og mere end frygt, den genstandsløse angst, de fleste kender til. Men svaret er ikke at sige at gøre Evangeliet til svar på vores frygt: "Hvis du tror rigtigt og stærkt nok, så er alt fikset". Det er elendig teologi, der ikke tager tilværelsen alvorligt. Vi har meget at frygte, men vi er ikke ladt alene med vores frygt. Og det som løfter et menneske op, er en tro på, at der er noget der vokser. Uanset at vi både er rajgræs og hvede, at vi rummer det hele i os, så vokser Kristus i os som det hvedekorn, der er faldet i jorden for at blive til mere liv, og der hvor der er død med i livet, da er vi tættest på det centrale i livet.