Søg i helligdagene

 

Helligtrekongers søndag (2. tekstrække)

3. januar 2016 | Udarbejdet af Eberhard Harbsmeier og Lasse Toft Eriksen

Søndagen

Søndagens tema er ikke som julen Guds menneskelighed, men Guds kongedømme og magt over verden, så at sige den anden side af julen: Gud blev menneske, for at Gud skal blive Herre over verden. Helligtrekonger er i virkeligheden et ældre fest end julen, her fejrede man Jesu dåb og Jesu kaldelse til frelsergerningen, ud fra den betragtning, at Jesu dåb var vigtigere end hans fødsel. Jesu dåb er en kroning, et tegn på at kærligheden er en magt i verden. Helligtrekonger eller epifani (Herrens tilsynekomst)  fejrer Guds nærvær i verden, Guds magt. Det er derfor også udtryk for, at kristendommen ikke er en stammereligion, men en verdensreligion med krav på universel gyldighed.

Teksten (Matt. 2,1-12) 

Det handler om magt, Guds magt og menneskernes magt; Herodes og barnet. Herodes føler - med rette - Jesus som en konkurrent. Der er politik in det fra begyndelsen af, krigen mellem religion og politik. Kærlighed imod politiske nødvendigheder.  Stjernen er symbolet på den magt der er højere end politik, en magt, der sætter Herodes og dermed al politik op plads. Læsningen om visdommen fra Gud (Jobs bog) svarer til de vise fra Østen: Der er en visdom, der er højere end politik, "at frygte Herren, det er visdom, at holde sig fra det onde er indsigt".

Teologisk refleksion over helligdagen  

Det handler om magt, Guds magt, menneskernes magt, kærlighedens magt. Vi har magt over mennesker i det store og der små, alligevel bør vi ikke gøre os til herre over andre mennesker, for Gud alene er Herren. Det er denne dobbelthed: At have magt over andre mennesker - uden at tage ansvaret fra dem: "Af denne elementære afhængighed og umiddelbare magt udspringer fordringen om at tage vare på den andens liv, der er afhængig af én, og som man har i sin magt, idet det dog ud fra samme fordring er udelukket, at varetagelsen nogensinde kan bestå i for en andens egen skyld at tage hans selvstændighed fra ham. Ansvaret for den anden kan aldrig bestå i at overtage hans eget ansvar" (Løgstrup: Den etiske fordring, s. 39)