Søg i helligdagene

 

3. søndag i advent (2. tekstrække)

17. december 2017 | Udarbejdet af Hans Vium og Poul Skjølstrup Larsen

Dagen

Lukas er adventstidens store historiefortæller. Med advent sætter forventningens glæde ind, som kulminerer juleaften, hvor vi skal høre de velkendte ord: Og det skete i de dage...

Samtidig er adventstiden også en bodstid, hvor det gøres klart at Herrens komme både er forjættelse og dom. Frelsen går gennem dommen. Guds kærlighed er ikke at ligne med lægeromanens, hvor kærlighed sidestilles med overvindelse og besiddelse. Lukas har, som Matthæus, sans for at kristendommen udleves i spændingen mellem fordring og tilgivelse, uden at dette vel og mærke ophæver kravet om gode gerninger (det sidste sker hvis denne spænding udlægges som om at de poler holder hinanden i skak). 

Det er et særtræk hos Lukas, at Jesus og Johannes knyttes så tæt sammen. Begge bliver de undfanget på mirakuløs vis (Elisabeth er gammel, Maria er jomfru). Både Johannes og Jesu fødsel bebudes af en engel, da de vordende mødre møder hinanden springer fostrene af glæde, både Maria og Zakarias bryder ud i lovsang til Herren. Johannes og Jesus er i Lukasevangeliet næsten tvillinger, de er begge udvalgte og sendte - omend rangordenen er klar. Her er ikke nogen potentiel strid mellem Jesus og Johannes, og derfor heller ikke mellem Jesu og Johannes disciple. Frelsen kommer gennem Jesus, men Johannes spiller en afgørende rolle i forkyndelsen af denne - herunder at sammenknytte frelsen med de gamle jødiske profetier.

Johannes skal bane vejen - og med sin omvendelsesprædiken berede Israel til mødet med Jesus, som ikke kun er en profet men Gud selv. I Jesus vil "solopgangen fra det høje besøge Israel". Johannes forkynder at med Jesus sker der noget afgørende nyt: verden vil ikke længere være den samme. 

Det er denne forventning, som vi skal tage del i adventstiden. Med Jesu opstandelse er der sat en ny ramme for at forstå verden, som ikke kun peger bagud, men fremad. Og så er vi tilbage i spændingen mellem fordring og tilgivelse, kristendom og etik.

Advent handler ikke kun om at vente, det handler også om at turde forvente: at lade håbet være fortegnet frem for kynismen. Håbet er mere end en drøm, det er et kald.

Det er advent: lad os glæde os over, at Gud kom til os - at Gud blev vores tjener.

Det er advent: lad ordet få rodfæste, så også vi tjener hinanden.

Det er advent: vi beder om, at Gud vil være os en nådig dommer.