Søg i helligdagene

 

Juleaften (1. tekstrække)

24. december 2018 | Udarbejdet af Ulla Salicath og John Frandsen

Og det skete!

David Svensson: Save Our Souls. 2009Julenat blev Gud menneske. I et barn, der ikke var plads til i kejserens rige. Det er en god historie, en rørende historie, men er det virkelighed? Kan det måles og vejes, og har det dermed virkeligheds-karakter?

Men måske er denne historie vitterligt det virkeligste af alt?

Ikke bare er verdens kejser Augustus for længst glemt. Ingen taler længere om Augustus. Rigets dengang mægtigste mand er af tiden blevet til en tidsangivelse for en barnekonge. I dag bevæger store dele af verden sig efter eller i samklang med dette barn. Måske kan man endda hævde, at denne fortælling er det virkeligste af alt, fordi den holder os fast på en historie om at være menneske, skrøbeligt som et lille barn. Gud blev menneske for at vi kan blive mere menneskelige, mere sårbare, mere generøse. Er det virkeligt; uvirkeligt i en verden, der mere og mere synes at tabe det menneskelige af syne, der virkelige, det enkelte menneske i systemer og operativ kynisme?

Måske er det snarere vores  kunstige verden, der mere og mere taber virkeligheden af syne? Herinde holdes vi derimod fast på en historie om at være menneske og dette liv tro.

Forfatteren Jens Smærup Sørensen (JSS) kalder denne hunger efter virkelighed for sygdommen "Phase" i hans seneste roman af samme navn. Vores hunger efter virkelighed skyldes, at det kan være svært at finde umiddelbar mening med det, vi gør. Flere og flere klager over, at deres arbejde ikke giver mening. Tidligere talte vi om fremmedgørelse, i dag kan vi i højere grad tale om tab af mening og virkelighed. I det gamle bondesamfund var virkeligheden mere givet. Enhver måtte efter evne og vilje få sit lille jordlod til at give føde og så gjaldt det om at give det videre, man havde opdyrket, stort som småt. Og et menneske havde gjort det godt, når der var noget at give videre til andre.

I dag skal vi bruge det hele selv, nyde hvert sekund og prisen for dette er ikke bare en trædemølle, men tab af virkelighed. Man skal naturligvis ikke romantisere det gamle bondesamfund, men vi slås med en virkelighed, der synes at have mindre og mindre med virkeligheden at gøre. Har vi været her? Frygter vi ikke at forsvinde som en dugdråbe i et uendeligt univers. Jeg kender en pige på 15 år, der kom i krise, da hun fandt ud af, at universet bestandigt udvider sig. Hun frygtede at forsvinde, blive til ingenting.

JSS siger: "Vi kan ikke ligge på vores dødsleje og sige, jeg har haft et godt liv, fordi jeg har fået de og de ting og har været på de og de rejser. Det er ikke nok, tror jeg. Det er snarere noget med, at jeg har udfoldet noget i mig, som på ethvert niveau af livet har været til glæde for andre."

Og det skete. Det konkrete liv, som er lige her, foran os og mellem os og som kræver os. Og det skete og det sker, pludselig kan vi blive overmandet af virkeligheden. Med engle og hyrder og konger.