Søg i helligdagene

 

2. pinsedag (1. tekstrække)

5. juni 2017 | Udarbejdet af Morten Thaysen og Christian Blom Hansen

Store kontraster

Teksten til 2. pinsedag er fuld af store kontraster: frelse og fortabelse, lys og mørke. Frelsen findes i lyset. Fortabelsen i mørket. Det er især i mørket, vi befinder os.  Vi elsker mørket. Gud elsker også. Han elsker bare ikke mørket, men verden. Han giver derfor sin søn til verden af kærlighed, så den ikke går fortabt i mørket. Men, hvad nu, hvis verden ikke vil vide af ham? Ja, så dømmer man sig selv. Man dømmer sig selv ved ikke at ville lade tingene komme frem i lyset. Og dommen er netop, at menneskene elskede mørket frem for lyset. Den, der elsker mørket mere end lyset, ved ikke, hvad han selv gør. Han tror, han ved det. Det var tydeligt, da Guds søn blev korsfæstet. De, der dømte ham, troede, at det var Guds søn, de dømte. Men i virkeligheden dømte de sig selv. Men de så det ikke, fordi de elskede mørket mere end lyset.

VI er bange for at vore gerninger i mørket skal komme frem. Vi er bange for, at det skal komme frem i lyset, at de er onde. Så hellere bliver i mørket, hvor de ikke afsløres for, hvad de er. Men det vi er bange for, skal vi lade ske. For det er ikke, som vi troede. Fortabelse er ikke at de onde gerninger kommer frem i lyset, men at de bliver i mørket. Så frem i lyset med dem. Vær da ikke dommer - heller ikke over dig selv. Evangeliet siger, at der ikke findes nogen anden dom end den, ikke at tro på, at Gud sendte sin enbårne søn, for at enhver som tror på ham, ikke skal fortabtes, men have evigt liv. Gud er kærlighed.