Søg i helligdagene

 

6. søndag efter påske (1. tekstrække)

28. maj 2017 | Udarbejdet af Helle Christiansen og Ole Brinth

Teologisk refleksion

Søndagen står på tærsklen mellem lokalt og universelt. Disciplene skal slippe orienteringen mod Jerusalems tempel og i stedet vende sig tilbedende mod øst, den retning, de på Kristi Himmelfartsdag har set Kristus forsvinde i og forventer hans genkomst i - som mændene sagde: Han skal komme igen på samme måde, som I har set ham fare op til himlen (ApG 1,11).

Indtil da skal evangeliet om Jesus Kristus bevidnes blandt mennesker, der modsiger det eller modtager det. Sandhedens Ånd er vidne, mennesker er vidner.

De kristne har altså både hjemme i det menneskeliv, der leves, og er fuldt forpligtede på hinanden og det fælles liv og har samtidig blikket rettet mod den virkelighed, Helligånden vidner om som frembrud af Kristuslivet, påskeforandringen af død til liv. Pilgrimmen, der vil være himlen tro for derved at være jorden tro, og  eksistensteologen, der vil være jorden tro for derved at være himlen tro, er begge nødvendige bidrag. Salmevalget medtager elementer af begge, koncentreret i 622, hvis sidste vers står på Søren Kierkegaards gravsten.