Søg i helligdagene

 

4. søndag efter påske (1. tekstrække)

14. maj 2017 | Udarbejdet af Mads Haahr Callesen og Morten G. Ladehoff

Teologisk refleksion

Prædiketeksterne mellem påske og pinse er ikke for fastholdere. Det er som med hænderne at gribe efter strømmende vand. Men så kan vi også lade vandet strømme ned over os og gennem os: "Kom regn af det høje ... lad strømmende flyde på dette dit land" (DDS 313). Det gælder om at lytte, lade ordet tale og fortrøstningsfuldt vente på, at noget vil dæmre for os: Sådan var vilkårene, da disciplene lyttede til mesterens afskedstaler den sidste aften, og da de skrevne tekster læstes op i den johannæiske menighed; sådan er vilkårene, når de læses i en dansk søndagsmenighed på vej fra påske til pinse.

Vi er der allerede, og dog er vi der ikke endnu: Denne dobbelthed gjaldt for disciplene, for den johannæiske menighed og gælder for os, når vi hører 1. tekstrækkes læsninger mellem påske og pinse. Men med netop denne søndags tekst vender det frydefuldt: Ganske vist er det ikke endnu, og dog - og først og fremmest - er det allerede: Jesus har talt til disciplene om den påske, der snart vil skille ham fra dem, men taler nu om sit kommende nærvær i Talsmanden/Helligånden, som var det allerede nu. Den johannæiske menighed venter endnu forgæves på Herrens genkomst, men får dog i dag at vide, at det allerede er nu Talsmanden virker - og i dem. Også for den danske søndagsmenighed skulle dette gerne dæmre.

Mogens Lindhardts tolkning af Johannes-teksterne mellem påske og pinse (Ikonen med det evige liv, 1991) gør opmærksom på deres X-struktur: Bevægelsen går fra en midte (også bogstaveligt: midten af teksterne) og ud mod os, som snarere end at være læsere er dem, der bliver læst. Igen: Vi kan ikke gribe strømmende vand med hænderne, men vi kan lade det strømme over os og gennem os. Midten af denne periodes tekster er teksten til denne dag, og midten af teksten til denne dag er udsagnene om, at Talsmanden skal overbevise verden om synd, retfærdighed og dom - og hvor er nu det evangeliske i disse farisæiske begreber? Jo, også denne treklang skal høres fra sin midte; synd og dom skal høres med udgangspunkt i retfærdigheden: Den retfærdighed vel at mærke, som ikke er vores, men den retfærdighed, at Jesus går til Faderen. Jesus går til Faderen til retfærdighed for os: Når Talsmanden fortæller os det, kan vi også tåle at se tilbage på, at synden ikke er større eller mindre enkelthandlinger, men den afvisning af tro på Jesus som Guds Søn, som også sendte ham på korset; og med hans retfærdighed for os kan vi også fortrøstningsfuldt sendes ud i verden, for synden fik ikke ret, og dommen har lydt, at denne verdens fyrste allerede er dømt. Mogens Lindhardt ser denne treklang som en variant af en anden treklang, der også skal forstås fra sin midte, nemlig nadverens bortsendelsesord: "Den korsfæstede og opstandne frelser ... som nu har gjort fyldest ... han styrke og opholde jer derved". Han, som går til Faderen til vores retfærdighed, er ham, som har gjort fyldest. Talsmanden fortæller, at dette er nærvær allerede nu, og vi tør se tilbage på korset, og vi tør lade os sende ud i verden. Talsmand og trøstermand.

"Vor børnerets vidne! hjælp Abba at sige med hjerte og mund" (DDS 313). Prædikanten må denne søndag lade det ugribelige forblive ugribeligt og skal ikke selv træde i Talsmandens sted. Mere beskedent må hun og han søge at anskueliggøre, at påskens underfulde begivenheder ved Talsmanden er en vordende virkelighed midt i vor virkelighed. For det, der endnu ikke er, det er dog allerede - og for os.