Søg i helligdagene

 

Bededag (1. tekstrække)

12. maj 2017 | Udarbejdet af Hans Vium og Poul Skjølstrup Larsen

Om Helligdagen

Store bededag er dansk tradition, der er placeret midt mellem påske og pinse (falder på fjerde fredag efter påske). Den blev indført af Biskop Hans Bagger (1646-93), som én ud af tre faste- og bededage, hvoraf den midterste bededag blev indført ved kongelig forordning.  Efter Struensees reform var det den eneste bededag som "overlevede" - deraf navnet Store Bededag.

Traditionen med de varme hvede kommer af, at også bagerne skulle holde fri på denne bods- og bededag, hvorfor de bagte hvedetvebakker, som kunne spises dagen efter.

Teologisk refleksion

Evangeliet på Store Bededag er en tekst som både indeholder forjættelse og dom. Forjættelsen lyder fra røsten i ørkenen, Johannes Døber, hvis budskab tolkes i forlængelse af Esajas profeti. I Matt 11,14 beskrives Johannes Døberen direkte som den nye Elias (der blev bortrykket til Himmelen).  I henhold til Talmud beskrives Elias som forløberen for Messias.

Det er denne tradition, som evangelierne nytolker i deres beskrivelse af forholdet mellem Johannes Døberen og Jesus. En pointe som Lukasevangeliet lader fremstå endnu tydeligere ved at Johannes og Jesus allerede fra undfangelsen af kædes sammen - her er der næsten tale om tvillinger. Elisabeth, som var ufrugtbar, bliver med barn; et barn som skal fyldes med Helligånden allerede fra moders liv. Barnet, som skal kaldes Johannes, skal gå foran i Elias ånd. Det er et mirakel, om end Zakarias er faderen. 

Maria får af englen Gabriel at vide, at hun skal blive besvangret af Helligånden, og at barnet skal kaldes Guds søn. Der er hos Lukas tale om en dobbelt forjættelse: frelsen kommer til Israel gennem Johannes (som vejbereder/Elias) og Jesus (som Frelser/Messias). 

Domsudsagnet er enslydende hos Jesus og Johannes. I dagens tekst er det Johannes, som udsiger den: "Øksen ligger allerede ved træernes rod, og hvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden". Senere i bjergprædikenen er ordene lagt i Jesu mund, hvor det står som en del af advarslen imod de falske profeter: "Ethvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden. I kan altså kende dem på deres frugter" (7,19). Efter Matthæus skal mennesket dømmes på dets gerninger, for mennesket er som et træ: et godt træ bærer gode frugter, et dårligt træ bærer dårlige frugter (7,17).

På Store Bededag kaldes mennesket til besindelse: I skal dømmes på jeres gerninger. Gudsforholdet afgøres ikke på jeres tro, men på jeres gerninger. Ingen kan vide sig sikker, det er ikke nok at henvise til tradition og opvækst. For i henhold til Johannes Døberen er alle, som selv mener at have deres på det tørre, at have traditionen i ryggen, at have del i den rette tro at beskrive som øgleyngel. Ingen kan flygte fra den kommende vrede. Eller med Matthæus Jesu ord: To kvinder skal male på samme kværn; den ene tages med, og den anden lades tilbage (24,41). 

Evangeliet i Matthæusevangeliets skarpe domstale består i, både at se dommen i øjnene, og at huske på at dommeren er Gud, Jahve, som har sendt sin egen søn for at sætte både sig selv og mennesket fri. Da tempelforhænget flænges åbnes der adgang til Gud. Gud er ikke længere bundet til kulten, det allerhelligste er ikke længere lukket land (det findes slet ikke længere). Mennesket er sat fri til at tjene Gud ved at tjene næsten.

Gud er hos Matthæus både vred og nådig. Ingen af de to må i henhold til Matthæusevangeliet stå alene, for da bliver det enten uudholdeligt at være nær Gud (Gud som den altfortærende og ødelæggende kraft) eller nåden mister dens kraft: at være et fortsat kald til at ikke kun at se, men også at tjene Gud i medmennesket. Her må prædiken sitre på Store Bededag. Ellers har vi lovet for meget eller for lidt, gjort os selv til guder eller Gud til Fanden.