Søg i helligdagene

 

3. søndag efter påske (1. tekstrække)

7. maj 2017 | Udarbejdet af Jesper Stange og Mads Høck

En kort tid til eftertanke

Vi skal ikke læse længe i Johannesevangeliet for at finde ud af, at samtalerne ikke skrider fornuftigt og almindeligt fremad fra den bemærkning, de begynder med. Litteraturprofessoren Aage Henriksen har sagt, at det er ligesom om samtalerne er forsynet med gevind, de stiger og falder men bevæger sig sjældent fremad. Han siger: på den måde brydes vante forestillinger op og slås i de stykker, som begivenhederne i deres forløb igen kan samle sammen i en ny orden.(citat: Aage Henriksen, Gotisk tid)

Det kunne på sin vis stå som en præcis karakteristik af hele Kristus frelsergerning: han bryder vante forestillinger op og slår dem i de stykker, som begivenhederne samler i en ny orden.

Men denne iagttagelse gælder altså helt ind i hver enkelt samtale. Også denne hér om den korte tid, vi ikke skal se Kristus. Den kan benyttes som en nøgle for den, der vil ind i samtalen.

I løbet af bare fem små bibelske vers hører vi hele syv gange udtrykket en kort tid. Som et mantra eller en meditationsformel gentager Jesus og hans disciple, at deres adskillelse skal forstås indenfor en fortolkningsramme, de benævner en kort tid. På græsk mikron. Selv uden at kunne et ord græsk, kan vi høre, at det virkelig er en kort tid, der er tale om. Den korte tid løber som en møtrik op og ned ad samtalens gevind. Johannesevangeliet tvinger på den måde sin læser til at meditere over, hvad i al verden en kort tid er. Eller mere præcist hvad er det for en kort tid, som skiller Kristus fra os og os fra Kristus.

Den vante forestilling er, at det er tiden mellem Kristus død og hans genkomst ved tidernes ende.  Johannes evangeliske novelle er beretningen om ordet, som blev kød, Gud som blev menneske og vandrede ind i Messiasforventninger, som ikke kunne rumme det. Og i stedet for at korrigere sig selv skilte man sig så af med denne outlaw. Det er lettere at skille sig af med Kristus end med sine forestillinger. Johannes beretter om denne store begivenheds indtog i Jerusalem og om dens uddrivelse. Man glemmer ofte det sidste, men det er mindst ligeså væsentligt. Ordet blev kød og kødet blev ord.

I denne samtale om den korte tid er vi ikke ved indtoget men ved uddrivelsen. Kødet skal blive til ord. Kristus skal genopstå i sin fortælling. Kristus blev uddrevet af Jerusalem. Han blev vel uddrevet af alt det, han havde taget plads i. Lige fra byen til sine disciples bevidsthed. Og de få, som har følt en sorg, der skulle trøstes, har fundet den i forestillingen om Kristus genkomst som verdens dommer ved tidernes ende.

Men hér er det, den korte tid kommer på prøve og dumper igennem den vante forestilling. For den sørgende er tiden hverken lang eller kort, den er i sig selv en del af smerten. Begivenhederne var imidlertid allerede godt i gang med at etablere deres nye orden. Kødet var allerede ved at blive ord. Begivenhederne var på vej til deres endelige forklaring i pinseunderet.

Og fortællingen virkede allerede med sin kraft. Den kraft fortælleren ikke kunne tilskrive sig selv, hverken sine talegaver eller sin ihærdighed. Ordene virkede ved Guds kraft.

Med et billede, vi kun dårligt kan aflæse i dets oprindelige betydning sammenligner Kristus det, der er ved at ske, med forløsningens under.

På samme måde som den fødende kvinde skal Kristus disciple forløses, når både deres sorg og glæde får en genstand. Oven i købet den samme genstand: Kristus død og opstandelse, når den erfares i det uddrevne og opstandne ord. Begivenhederne samler ordene om den korte tid i sin ny orden.

Det er en orden, som er tilgængelig for erfaringen af tiden mellem prædikenen og altergangen. I sin fortælling er Kristus selv til stede. Men aldrig så snart har disse store begivenheder fuldbyrdet sig for vores hørelse, førend Kristus er væk en kort tid, nemlig den tid, det tager, inden vi skal samles ved nadverbordet. Hér ser vi Kristus igen. I det brudte brød og vinen, som deles. Kristus har forvandlet sig til brødet og vinen og genkendes heri af sine disciple. Ordet blev kød og kødet blev ord og ordet blev kød og...

Man har med livet som indsats diskuteret, hvordan man skulle forstå forvandlingen på den rigtige måde: hvad var det nu, der forvandlede sig til hvad. Men man kan være helt rolig. Kristus forvandler sig hele tiden. Det er hans måde at være til stede for os på. Altid kun genkendelig for efter-tanken. Og det er betryggende. For sådan ved vi, at Kristus ikke er en frembringelse af vores fantasi eller forestillingsevne, men levende virkelighed, som aldrig overlader os til os selv mere end den korte tid, førend vi må tænke efter.