Søg i helligdagene

 

1. søndag efter påske (1. tekstrække)

23. april 2017 | Udarbejdet af Ulla Salicath og John Frandsen

Dagen

Der er mange veje at gå 1. søndag efter påske. En spændende vej er helligåndens sendelse, der hos Johannes indfinder sig hos disciplene allerede påskeaften og ikke til Pinse som i Acta. Ånden skænkes som en magt til at tilgive og binde synder; dette er derfor en helt anden forståelse end sprogunderet i Acta.

En anden vej er at tage udgangspunkt i Thomas, tvivleren, som mange har lettere at identificere sig med. Hvem kender ikke til at tvivle på den vanvittige begivenhed påskedag? Jeg ved godt, man ikke kan leve af tvivl, og at tvivleren risikerer at stå på distance og betragte underet som forstanden ikke kan begribe. Men det slår mig, at vi lever i en meget skråsikker tid. Det gælder ikke bare på troens område, hvor man skal kunne aflægge regnskab for sin tro i entydige sætninger - som om tro skulle være en identitet og ikke et eksistentielt anliggende, der bevæger sig, som alt levende bevæger sig. Men tvivlen er egentligt trængt overalt. Der råder en stor skråsikkerhed i tiden. Bankmænd og økonomer har svar på den økonomiske krise, vi skal blot bruge dankortet mere. Politikere er sikre i deres sag og hvis nogen skulle åbenbare den mindste dråbe tvivl til egen ufejlbarlighed, så bliver det menneske kørt over med en bulldozer.

Der er ikke noget fint eller ædelt ved tvivl, men tvivl hører til, hvor der er vigtige ting på spil. Tvivlen er ikke et endemål, men ganske og aldeles nødvendig for at undgå patetiske floskler og en død teologi. Men vi kan ikke leve på tvivlen, hvor vi kun ser os selv og hinanden udefra. Der må også lidenskab til. Vi må vove at leve, uanset at vi aldrig får sikre svar.

Martin A. Hansen har en novelle, der hedder "Påskeklokken", hvorfra jeg vil referere en kort scene:

Det er Påske og en ung gravid kvinde sidder i kirken. Hun har aldrig forstået, hvad påsken betyder, og hun er i det hele taget i tvivl om mangt og meget. Hvem hun selv er, om hun elsker sin mand, om hun tror på Gud. Præstens ord har altid forekommet hende fjerne. Men det er Påske og der læses om påskemorgen, om hvordan nogle kvinder tidligt om morgenen kommer til en grav for at salve den døde og ære ham, fordi de ikke kan lade være med at elske.

Hvordan kan man tro noget så ufatteligt, som at Gud sendte sin søn ned til jorden for at dø og opstå for vores skyld? Men da hører hun, at den hindring er der allerede taget højde for i Evangeliet:

Det var ikke tænkerne og grublerne, der var de første, som kom hen til graven påskemorgen, siger han deroppe, altså præsten, nej det var tre kvinder, som ikke kunne få fred, som ikke kunne sove om natten, fordi der lå en og trængte til dem. Da fik kvinderne alt at se. De kom med lyset. Det forstår hun inderligere end bare med forstanden, man skal bare være noget i det små, i det nærmeste. Grublen afløses af en keren sig om det nærmeste, det nærværende, ens næste.

Kristentro er ikke et eller andet mystisk liv, et særligt rum uden for tiden. Det er det modsatte: At blive rejst op her, i nuet, og se med dybere og kærligere øjne på det liv, der er. Det er som nogle kvinder, der ikke kunne lade være med at gå ud til den de elskede og vise deres kærlighed. Det er at få givet modet til at elske og prøve at hengive sig, uanset at vi møder modstand, i os selv, i hinanden og i verden, og uanset at vi naturligvis aldrig slipper for tvivlen.