Søg i helligdagene

 

Midfaste søndag (1. tekstrække)

26. marts 2017 | Udarbejdet af Mads Haahr Callesen og Morten G. Ladehoff

teologisk reflektion over helligdagen

I 1596 red den unge Christian IV gennem Københavns gader: Han var blevet kronet til konge. Soldater banede vejen for ham gennem en tusindtallig skare, adelsmænd i stiveste puds bar en baldakin over den kronede konge på sin hvide hest, folket jublede. Og så jublede folket også over to herolder allerforrest i optoget: Fra hver sin pengesæk strøede herolderne en regn af pengestykker ud over folkemængden, så selv gadedrengene havde kronede dage…
Midfaste søndag handler om overfloden ud over alle grænser fra Jesu hånd: Fem brød og to fisk bliver i hans hænder nok til at mætte de 5000, og der bliver endda tolv kurve til overs. Men da folkemængden som svar vil gøre mirakelmanden til konge, hører vi midfastens anden pointe i Jesu ”nej”. Jesu nej er det samme som hans nej til Satan i ørkenen og som hans nej til Peter, der ikke vil tillade den levende Guds Søn at være smertensmand. Midfastens evangelium understreger imidlertid, at Jesu nej ikke er et asketisk nej. Jesus siger nej til at være at være konge på verdens præmisser, og han siger nej til at bryde af på halvvejen – ”Ske din vilje, ikke min”, som han fastholder i Getsemane Have. Men hans nej til os skal vise sig at være hans ja til os på et plan, vi aldrig havde turdet vente. ”Jeg er livets brød” siger Jesus lidt senere i Johannes-evangeliet. Vist er han den konge, der rundhåndet deler ud, og i den påske, vi er på vej til, skal det vise sig, at det er sig selv, han deler ud.