Søg i helligdagene

 

3. søndag i fasten (1. tekstrække)

19. marts 2017 | Udarbejdet af Hans Vium og Poul Skjølstrup Larsen

Om Søndagen

Vi befinder os i fasten, søndagen før midfaste. Forud har vi hørt om fristelsen i ørkenen (kampen mod Satan), den kanaanæiske kvinde (evangeliet er ikke kun for jøder; udfrielse af en dæmon), og nu spørgsmålet om med hvilken ret Jesus uddriver dæmoner. Midfaste søndag kulminerer det i bespisningsunderet. Men  gør Jesus ikke her det, som han afviser at gøre i ørkenen: at være brødkonge? Nej, for da Jesus hører, at de vil gøre ham til konge, trækker han sig tilbage. Han undslår sig deres tolkninger af hans tegn og gerninger. Han afviser både, at hans magt skulle komme fra Beelzebul (3.s.i.f.), og at Guds magt er at ligne med en politisk kongemagt.  Også på denne måde leder fastetiden op til påske.

Teksten

Teksten har flere spor, som man kan følge. Her skal blot nævnes to: 1) Den onde ånd som vender tilbage sammen med 7 andre onde ånder. 2) Hævdelsen af at det er ved Beelzebul, at han uddriver onde ånder.

Teologisk Refleksion

1) Vi er aldrig i et magt-vakuum. Vi indgår altid i magtrelationer. Bilder vi os noget andet ind, ja så går det først galt. På samme måde som et ideologifrit rum ender med at udgøre sin egen ideologi, nu blot endnu værre, fordi bevidstheden herom, og dermed den mulige selvkritik, er fraværende.

2a) Intet tegn er tydningsfrit. "Alt afhænger af øjnene som ser", siger man.  Tydes verden i tillid eller mistillid? Gudstro er at tyde verden i tillid. Uden tillid bliver resultatet kynisme og skepticisme, to standpunkter som er udtryk for en afstumpet form for bedreviden, idet de begge undslår sig skuffelsens mulighed.

2b) At alt skal tydes, at intet er givet i sig selv, heller ikke Jesu undergerning, medfører også at vi, prædikant som menighed, må sondre skarpt mellem førelse og forførelse, opbyggelse eller oppustethed. Ikke mindst selvkritisk.