Søg i helligdagene

 

Fastelavns søndag (1. tekstrække)

26. februar 2017 | Udarbejdet af Ingrid Lisby Schmidt og Lasse Toft Eriksen

Om søndagen i kirkeåret

Fra fastelavns søndag begynder rækken af søndage, der eksplicit bevæger sig hen mod påsken, hen mod Jesu lidelse og død. "Se, vi går op til Jerusalem" (Lukas 18,31 i prædiketeksten til 2.tekstrække) er som en overskrift over dagene fra fastelavn og indtil påske.

I liturgihistorisk sammenhæng er første tekstrække den "gamle" tekstrække, hvor valget af perikoper går tilbage til oldkirken. På fastelavns søndag er der en undtagelse, idet de oldkirkelige tekster er at finde i anden tekstrække. Beretningen om Jesu dåb hørte oprindelig med som prædiketekst i epifanitiden, men blev af Peder Palladius flyttet til fastelavns søndag.

Fasten er forberedelsestid til påskens dramatiske budskab. I gammel tid var fasten en tid for bod og afsavn, og man spiste mindre. Man spiste ikke kød, man spægede sit legeme, for dog i nogen grad at tænke på Jesu lidelse. At fastetiden så også lå i det kolde forår, hvor maden var knap og lagrene fra sidste sommer sikkert var sparsomme, er en anden sag, som gjorde fasten oplagt.

Hvordan faster man i dag, hvis man overhovedet faster? Måske ved at indskrænke sit forbrug, eller tænke over hvordan man behandler sin krop? Eller ved at dele af sin overflod med andre?

Om prædiketeksten Matt.3,13-17

Teksten fortæller kort og knapt om Jesu dåb i Jordan af Johannes Døberen. Johannes´ dåb var for syndere til omvendelser og renselse til et nyt liv, og Jesus insisterede på at modtage Johannes´ dåb. Johannes føjer ham og døber Jesus. Dermed går Jesus ind under almindelige menneskers vilkår og deler lod med dem.

Og fra nu af kan Jesu offentlige fremtræden begynde, for nu er han af Guds Ånd blevet åbenbaret som Guds elskede søn (vers 17).

Jesu identitet er bekræftet. Han er Guds søn og Marias søn. Og umiddelbart derefter fristes Jesus af Djævelen i ørkenen (Matt.4,1-11), hvor hans identitet på tre måder sættes på prøve ("Hvis du er Guds søn....).

Ligesom Helligtrekongerstiden på forskellig måde åbenbarede sider af Jesu væsen (som undergører og helbreder), sådan viser beretningen om Jesu dåb, i en audition og en vision (røsten fra himlen og duen), hvem Jesus er.

Idet der lyder en røst fra himlen og der viser sig en due (vers 16-17), træder denne tekst ind som en slags kaldelsesberetning, med træk der minder om de gammeltestamentlige profeters kaldelse.

Se f.eks. Esajas 6 om Esajas´ kaldelse til profet. Også der er der en røst og et synligt tegn.

Refleksioner til prædiken over Matt.3,13-17

a.  ved højmesse:
Et oplagt tema for prædikenen er at udfolde dåbens betydning, Jesu dåb og vores dåb. Der er ord og et ydre tegn, ord og vand. Lidt kan betyde meget.

Vandets betydning som livselement: Vandet renser, er livsnødvendigt, er farligt, er livgivende.

Johannes Døberen døbte en omvendelsesdåb, der så at sige klædte folk af og afslørede dem som syndere. Jesus gik ind i den dåb, selv om han ikke behøvede det - og gav den derved en ny betydning. Guds ord fra himlen sagde: "Det er min elskede søn". Ordene klæder Jesus på med Guds kærlighed.

Dåben er fra da en hellig handling, der sætter os ind i fællesskab med Jesus, giver syndernes forladelse og et nyt liv.

Dåben er som en usynlig kappe af Guds kærlighed, der svøbes om dåbsbarnet. En kappe af Guds kærlighed, der viser hvor vi hører til og hvem der omfavner os.

b. ved børnegudstjeneste:
Hvis der er børnegudstjeneste fastelavns søndag kunne prædikenen handle om duen (Matt.3,17). Tag en stor due med af pap.

Fortæl om duen i bibelhistorien (Gen. 8), fra Noahs ark hvor duen sendes ud tre gange for at se om jorden er tør. Første gang flyver den tilbage til Noah. Duen kommer anden gang tilbage med et frisk olieblad i næbbet. Det er et tegn på håb for jorden. Tredje gang kommer den ikke tilbage, og det er tegn på livets fortsættelse.

Duen er budbringer for Noah. Den viser vej fra himmel til jord.

Duen er også budbringer ved Jesu dåb. Den er tegn på Guds usynlige ånd, der stiger ned til Jesus. Det usynlige kan være virkeligt. Guds Ånd kan vi ikke se, og dog er den der, som en usynlig kappe af Guds kærlighed.