Søg i helligdagene

 

2. søndag i advent (1. tekstrække)

9. december 2018 | Udarbejdet af Ingrid Lisby Schmidt og Lasse Toft Eriksen

Om 2. søndag i advent

Allerede meget tidligt i kirkens historie blev der lagt tre til fire ugers forberedel-sestid før jul, med navnet advent, der kommer af "adventus Domini", Herrens komme. Adventstiden -  som forberedelse og indlevelsestid til budskabet om Herren der kommer - er solidt forankret i kirke- og liturgihistorien.

"Adventus Domini" har tre dimensioner: Herren kom til verden, eengang for alle julenat, blev født af Maria og lagt i krybben. Julens højtid ser tilbage på begivenheden ved Jesu fødsel. Den anden betydning er: Herren kommer til  os, hver gang vi hører hans ord og tager det til hjerte. Og den tredje betydning er: Herren kommer ved sin genkomst, når alt jordisk har ende, og når Menneskesønnen skal komme til dom og til liv (2.s.i advent).

Den tredobbelte betydning af "Herrens komme" er også nævnt i nadverliturgien med ordene "Han, som var, som er, og som kommer."

-

Teksterne til 2. søndag i advent

Anden søndag i advent er båret af tekster, der ser fremad. Profetisk læser vi visionen i lektien fra Esajas 11, der ser frem mod den dag, da der skal skyde en stub af Isai stub, som opfylder alle gamle profetier og længsler. Evangelieteksten (Luk.21,25-36) er eskatologiske ord af Jesus, der ser frem til verdens rystende undergang og opfordrer disciplene til at være beredt og bevare håbet til Menneskesønnen, når alt jordisk forgår.

Lektien og evangelieteksten er fælles om at tale om en ventetid, forstået som en tid for håb og med behov for tålmodighed. Nutiden er ventetid, for foran nuet ligger det kommende og ukendte, som kun kan beskrives i billeder og visioner.

De to tekster er endvidere fælles om den vision, af ventetiden som båret af et indhold.  Indholdet er håbet om en forandring af det nuværende og velkendte, ved en total omvæltning. Hos Esajas i visionen af fredsriget, hvor den kommende hersker skal virke med retfærdighed og skabe fred på jorden. 

Jesu ord fra Lukas 21, 25 -36 taler om de sidste tider, om verdens undergang, når alt jordisk har ende. Og disciplene skal holde ventetiden ud, i tro på Jesus der vil bevare dem.

Midt i al apokalyptisk frygt og rædsel, som verdens undergang uundgåeligt vil bringe, formanes disciplene til at holde fast ved håbet om, at de tilhører Herren under alle forhold.

-

Teologisk refleksion

Tema for adventstiden: bag os er Gud Herren, foran os er Gud Herren, ved siden af os er vor Herre Jesus.

Herren er den, som kom én gang for alle, - og som kommer til os nu med sit velsignede ord - og som kommer engang, når alt det vi kender er slut.

Undergang, ragnarok, altings ende. Det er en fremtidsvision. Det er en eskatologisk forventning, som vækker uro og angst. Til alle tider har man haft visioner og tanker om, hvordan alting engang skal ophøre med et brag.

Når Jesus også havde sådanne visioner og fortalte dem til disciplene, var det med den tanke, at de skulle være beredte.

De skulle have afslutningen med i tankerne, og holde fast ved troen på Jesus som det eneste håb.

Et tema for refleksion er begrebet forventning. At vente på det uvisse øjeblik. At holde en ventetid ud med tålmodighed.

Et andet tema er den store afslutning, altings afslutning i en uvis fremtid - og den lille afslutning, mit eget korte livs afslutning.