Søg i helligdagene

 

Søndag seksagesima (1. tekstrække)

19. februar 2017 | Udarbejdet af Morten Thaysen og Christian Blom Hansen

Søndagen

Evangeliet handler om bonden, der sår sine marker til. Noget falder i dårlig jord og det gør det meste. Kun en smule falder i god jord. Hvad gør bonden ved det? Ikke noget. Han sår bare. Han er ødsel med sine sædekorn. Det er denne ødselhed, der er pointen i lignelsen. Jesus fortæller, at den er en lignelse på Guds Rige. Guds rige rummer altså en ødselhed, som er uden lige. Guds rige er ikke stedet, hvor der tages hensyn til om det kan betale sig eller om det nu kan nytte noget alt sammen. I Guds rige spredes kornene ødselt i tillid til, at de virker på trods af den dårlige jord. På kryds og tværs vil rodnettet sprede sig. En amerikansk kommentar til Markusevangeliet har sammenlignet det med skvalderkål. Skvalderkål kan man heller ikke stoppe. Det spreder sig overalt uanset jordbundens kvalitet. Sådan er det i Guds rige. Bonden ved det. Derfor kaster han sine korn ødselt og frimodigt!