Søg i helligdagene

 

5. søndag efter helligtrekonger (1. tekstrække)

6. februar 2011 | Udarbejdet af Eberhard Harbsmeier og Lasse Toft Eriksen

sØNDAGEN

Søndagens tema er det der er skjult, og det der er åbenbart. Kærligheden er skjult - og dog magtfuld. Epistelen fremhæver kærlighedens skjulte magt.  Evangeliet taler om den skjulte skat. Temaet er modsætningen mellem overfladisk vinding og dybe værdier. Kærligheden er det fuldkomne bånd, ikke overfladisk gevinst, men dybde.

 

Teksten (Matt. 13, 44-52)

Jeg vælger den anden tekst, der foreslås,  om den skjulte skat - man får meget mere ud af livet, end man forventer.  Det gælder om at satse, men ikke at spekulere eller beregne. Kærligheden er at give sig selv, at satse det hele - og at få meget mere en det man har givet. Ikke at give af beregning, men af kærlighed, der er evangeliets mening. Kærlighed er ikke en forretning - men det at give slip på sig selv - for så at vinde sig selv.

 

Teologisk refleksion over helligdagen

"See, Lidenskaben ophidser, jordisk Kløgt køler, men hverken denne Hede, ei heller denne Kulde, ei heller Blandingen af denne Hede og denne Kulde er Evighedens rene Luft. Der er i denne Hede noget Hidsigt, og der er i denne Kulde noget Skarpt, og der er i Blandingen noget Ubestemt, eller en ubevidst Lumskhed som i Forårets farlige Tid. Men dette "Du skal elske" tager alt det Usunde bort og bevarer det Sunde for Evigheden. Således er det overalt, dette Evighedens "skal" er det Frelsende, det Luttrende, det Forædlende. Sid hos en dybt Sørgende; det kan et Øieblik lindre, hvis Du har denne Evne at kunne give Lidenskaben Fortvivlelsens Udtryk, som en ikke den Sørgende selv formåer; men det er dog det Usande. Det kan et Øieblik kølende friste, hvis Du har Klogskab og Erfaring til at skaffe midlertidig Udsigt, hvor den Sørgende ingen seer; men det er dog det Usande. Derimod dette "Du skal sørge", det er både det Sande og det Skjønne. Jeg skal ikke have Lov til at forhærde mig mod Livets Smerte, thi jeg skal sørge; men jeg skal heller ikke have Lov til at fortvivle, thi jeg skal sørge; og dog skal jeg heller ikke have Lov til at ophøre at sørge, thi jeg skal sørge. Således også med Kjerlighed. Du skal ikke have Lov at forhærde Dig mod denne Følelse, thi Du skal elske; men Du skal heller ikke have Lov at elske fortvivlet, thi Du skal elske; og lige så lidet skal Du have Lov at forqvakle denne Følelse i Dig, thi Du skal elske. Du skal bevare Kjerligheden, og Du skal bevare Dig selv, ved og i at bevare Dig selv bevare Kjerligheden. Der, hvor det blot Menneskelige vil storme frem, der holder Budet igjen; der, hvor det blot Menneskelige vil tabe Modet, der styrker Budet; der, hvor det blot Menneskelige vil blive træt ogkløgtigt, der opflammer Budet og giver Viisdom. Budet fortærer og udbrænder det Usunde i Din Kjerlighed, men ved Budet skal Du igjen kunne opflamme den, når den menneskelig talt vilde aflade. Der hvor Du mener sagtens selv at kunne råde, der tage Du Budet med på Råd: der hvor Du fortvivlet vil råde Dig selv, der skal Du tage Budet med på Råd; men der hvor Du ikke veed at råde, der skal så Budet råde for, at Alt dog bliver godt."

(Kierkegaard: Kjerlighedens Gjerninger, SV 12, s. 47f)