Søg i helligdagene

 

Sidste søndag i kirkeåret (2. tekstrække)

25. november 2018 | Udarbejdet af Helle Christiansen og Ole Brinth

Søndagen

Sidste søndag i kirkeåret har janushoved - ser bagud og fremad. Som en del af trinitatistidens sidste søndagsgruppe taler den om de sidste tider, men ikke på en afsluttende måde, for søndagen binder trinitatis afslutning sammen med adventstidens begyndelse. Fremtiden tager pejling af fortiden, men nutid er fokus. Kristus er - var, er og kommer. "Er" er i centrum af de tre. Nutid er udsigtspunktet, hvorfra fortid og fremtid kan ses og tolkes.

Teologisk refleksion

Profeten Mika taler om afslutningen som en befrielse: "Til sidst skal det ske..." Fred og retfærdighed er de to uundværlige ingredienser i realiseringen af Guds Rige, og Gud sørger selv for at virkeliggøre visionen. Det profetiske udtryk er performativt og transformativt. Det viser billedet og giver dynamikken til, at billedet kan blive til virkelighed.

På tempelbjerget i Jerusalem strides tre religioner i dag, og striden vedligeholdes effektivt af fundamentalister fra alle tre. Med afsæt i profeten Mika hævder kristne fundamentalister, at jøderne skal være eneherskere på tempelbjerget, før Kristus kan komme igen. Men det er en fatal fejlslutning at gøre Kristi genkomst afhængig af noget som helst andet end Guds vilje. Og hans vilje er fred og retfærdighed.

Denne søndag såvel som enhver dag er forkyndelsen kristocentrisk. Salmeforslagene nedenfor handler om Jesus Kristus og den ubrydelige forbindelse mellem "var, er og kommer". Åbenbaringen er således ikke en ny. Det er den, vi kender fra inkarnationen. Kristus åbenbarer sig - sagtmodig og ydmyg af hjertet, den, der giver trætte sjæle hvile. Lyslevende fra Himmerig er en stor salme - stor i alle betydninger - om anden trosartikels helhed: fra barnet, "mild-øjet, dejlig hvid og rød" (dvs. menneskelig), over manden, der vandred om og forkyndte Guds Rige, selv til Helvede kom hans ord, til den opstandne, der fra sit sæde i det høje stadig taler lyslevende ord ved dåb og nadver, og som livets fyrste kalder alt det døde til live.

Åbenbaringen er nutid, noget, der sker hele tiden, fordi Kristus er lyslevende. Fordi vi kender ham fra fortid og nutid, forventer vi trygt hans fremtid.