Søg i helligdagene

 

24. søndag efter trinitatis (2. tekstrække)

11. november 2018 | Udarbejdet af Hans Vium og Poul Skjølstrup Larsen

Dommedag nu

Det er skarpe tekster, som man slår sig på. Og som man skal slå sig på, hvis man hører efter. Her er ikke megen leflen for den gode stemning. Dommedag ikke blot kommer, den er nu. Dommedag er ikke en fremtidig vision, som i Daniels Bog, hvor menneskesønnen kommer på skyen, for at dømme til evigt liv og død, frelse eller fortabelse. Nej, dommedag er i Jesu ord langt mere presserende. Det er her og nu. Det er Jesus selv, som er dommeren. Det er Jesus, som udspørger os: hvad har du brugt dit liv til? Har du spildt det - og dermed tabt det? Eller har du levet et liv, som gav liv til andre end dig selv? Og dermed vundet det. At livet er en gave er mere end en kliche, det er en sandhed, som rummer den svært vundne indsigt, at livet er til låns, og at vi derfor ikke skal omgås det, som om at vi ejer det. Paulus teltbillede er en understregning af livets skrøbelighed. Hvis vi tror, at livet har bestandighed som en katedral, tager vi gruelig fejl. Det er en sandhed, som hvert enkelt menneske ved, har behov for konstant at glemme, og en gang i mellem må mindes om.

Dommen angår vores forhold til livet, her stillet i form af spørgsmålet om, hvordan vi forholder os til Faderen og Sønnen, som er fælles om at være den livgivende magt. Dommedag handler altså ikke snævert om "hvordan har du det med Jesus?" For som vi kan læse i Matthæus fremstilling af dommedag, identificerer Jesus sig med den, som har behov for hjælp. Inkarnationen tænkes her helt konsekvent igennem: i den lidende ser vi Kristus. Så derfor dømmes vi på, hvordan vi har forholdt os til det medmenneske, der havde behov for vores hjælp.

 Når Jesus siger, at vi skal dømmes ud fra vort forhold til ham, handler det om, at vi i ham ser Gud som den livgivende magt. For paradokset er, at det er den livgivende magt, som dømmer os, og derfor er det, at dommen også kan blive til liv. Fordi Kristus er dommeren, kan dommen rumme vore fejl og svigt, uden at det medfører at vi dømmes ude. Jesus Kristus er nemlig både den som tog vores dom på sig, og den som dømmer os.  Med Jesu dom inkluderes vi i Guds livgivende fællesskab, et fællesskab der eksisterer i spændingen mellem dom og nåde. Når vi i ét øjeblik fatter dette, er vi "for enden af regnbuen, i hullet mellem stjernerne".