17. søndag efter trinitatis (2. tekstrække)

23. september 2018 | Udarbejdet af Ulla Salicath og John Frandsen

Teologisk reflekSion

Ny vin skal hældes på nye sække, ny vin kan ikke hældes på gamle sække.

Billedet konkretiserer relationen mellem form og indhold. Form og indhold hænger sammen, ændres der på formen ændres der samtidigt på indholdet.  Kristendom betød og betyder en sprængning af gældende former og gik så vidt, at templet måtte nedbrydes for at et nyt tempel kunne opstå. Indhold og form er udtryk for en indbyrdes relation, formen er aldrig bare en tom ramme, den er en del af indholdet.

Vi er hurtige, i hvert fald inden for det kirkelige til at sætte indholdet over formen. Det er substansen, der er det vigtige, og så må formen følge efter som en lydig slave. Kirkens krise ses ofte som en formkrise; hvis vi blev bedre til en mere åben og afslappet form, ville kirkens krise kunne overvindes som at klø sig i nakken. Det tror jeg ikke et øjeblik på.  Formen er en del af indholdet, og indfører man kropslig gospelsang eller andre fornøjelige ting, så kommer man også til at ændre på indholdet. Det er en anden kristendom, der forkyndes.

Det er tankevækkende, at det er højrefløjen i dag, der står for den mest "moderne" form. Her bruges moderne teknik i gudstjenesten, musik og fromhedsformer fra andre traditioner bruges i udstrakt grad og dermed formidles også en særlig kristendom, der ofte lister med i de nye former.  Nej, det er vigtig at holde sig i form, ikke bare på løbestierne, men i det hele taget.  Løgstrup talte i sin tid i sidste årtusinde om "formløshedens tyranni", som vi for længst har overskredet, ikke bare i vores omgangsformer men også i kirkerummet i en frygt for at tabe markedsandele. Nej. Ny vin på nye sække. Form og indhold betinger hinanden.