16. søndag efter trinitatis (2. tekstrække)

16. september 2018 | Udarbejdet af Helle Christiansen og Ole Brinth

Søndagen

Det er snart jævndøgn - efterårsjævndøgn 22. september markerer, at efteråret begynder. Mørket har fra nu af overtaget, indtil det vender i december. På tærsklen til mørkeperioden i nord taler denne søndag imod det store mørke, dødens. 

Teologisk reflektion

Anden kollektrække har et billedsprog, der svarer til den gammeltestamentlige læsning : "lad din nåde altid omslutte os på vor vandring, ile foran os, følge bag ved os..." passer til "bagfra og forfra indeslutter du mig" i Sl 139 og forklarer salmen i retning af det dynamisk inkluderende, frem for det statisk begrænsende i ordet indesluttet.

Der skabes bevægelse ud af stilstand, og således begyndt udfolder søndagens epistel og evangelium det dynamiske i Guds frelsesvilje, der fejer al modstand til side.  Epistelen definerer døden som Guds fjende, der endeligt tilintetgøres. Lazarus opvækkelse (ikke opstandelse !) er lagret i bevægelser: Martha og Marias bevægelse ud af det forstenede og konforme, ud for at møde Jesus, og endelig Lazarus, komplet med flagrende linned som en sky omkring sig.