11. søndag efter trinitatis (2. tekstrække)

12. august 2018 | Udarbejdet af Eberhard Harbsmeier og Lasse Toft Eriksen

Søndagen

Søndagens tema er loven, synden og tilgivelse. Kernebegreber i den kristne tradition, men samtidig meget omstridte begreber for det moderne menneske. Men disse begreber er ikke kun omstridte i dag, de er det også i Bibelen. Loven er både godt, udtryk for Guds vilje, noget livsbekræftende, noget der værner om livet - og samtidigt en forbandelse, når mennesker tager Guds lov i egen hånd, bruger loven eller moralen ikke i lydighed, men for at retfærdiggøre sig selv. Så forvandler mennesket det, der oprindeligt er godt, til noget ødelæggende, så bliver moral, der egentlig er noget godt, til moralisme, der er ødelæggende for alt menneskeliv.

-

Teksterne (5. Mos.30,15-20 ; Rom 10,4-17;  Luk. 7,36-50)

Teksterne til søndagen kredser om lovens forskellige aspekter. Først fra Det gamle Testamente, hvor loven i virkeligheden er noget meget livsbekræftende, ja egentlig identificeres med livet selv. For loven er ikke givet for at undertrykke mennesket, men for at beskytte mennesket imod voldsomhed. Det moderne menneske opfatter måske loven som en begrænsning - i det gamle Israel er loven ikke en begrænsning, heller ikke uoverkommelig og stressende krav, men en livsbeskyttelse: "Så vælg da livet, så du og dine efterkommere må leve!" Ganske anderledes ikke kun for det moderne menneske, men allerede for Paulus: Nu er loven blevet en forbandelse, og Kristus er en befrielse fra denne forbandelse - for nu var loven blevet en falsk frelsesvej, ikke en livsbeskyttelse. Derfor er Kristus enden på loven - men han er også opfyldelsen eller målet for loven, sådan kan det oversættes, for i Kristus genindsættes lovens oprindelige livsbeskyttende kraft. Evangeliet taler om tilgivelsen og kærlighed, det er ikke loven, men kærligheden, der er livets dybeste grund og mening, den kærlighed, der lever af tilgivelsen. Livets mening er ikke det moralsk perfekte liv, men det at være elsket. Derfor prises synderinden lykkelig - fremfor de fordømmedne moralister.

-

Teologisk refleksion over helligdagen

Den 1. august 1521 skriver Luther til sin ven Melanchthon, der altid var bange for at gøre noget forkert og syndigt: "Hvis du er en nådens forkynder, så skal du ikke forkynde den opdigtede, men den sande nåde. Hvis det er den sande nåde, tilgiver den den sande, ikke den opdigtede synd. Gud frelser ikke opdigtede syndere. Vær en synder og synd tappert, men tro endnu taprere og glæd dig i Kristus, som har besejret synden, døden og verden. Vi  må synde, så længe vi lever. Dette liv er ikke en besiddelse af retfærdighed, men vi forventer, siger Peter, en ny himmel og en ny jord, hvor retfærdigheden bor. Det er nok, at vi erkender gennem rigdommen af Guds herlighed, Guds lam, der bærer verdens synd.; fra ham adskiller synden os ikke, om vi så  tusinde gange hver dag begik hor og mord" (WA Br. 2, 372).