15. søndag efter trinitatis (1. tekstrække)

24. september 2017 | Udarbejdet af Eberhard Harbsmeier og Lasse Toft Eriksen

Søndagen

Søndagens tema er ubekymrethed. Den har en skabelsteologisk side, vi er indfældet i naturen, livet er større end os selv, det er den pagt, Gud sluttede med Noah. Det er naturens gavmildhed, naturens rytme, der dybt præger vores liv (1. Mos. 8).  Det andet er ubekymrethedens åndelige side. Vi lever i ånden - der er ingen grund til falsk stolthed og hæven sig op over andre eller være bekymret på andres vegne. Stolthed er selvbedrag, åndelighed er at bære hinandens byrder. Ubekymrethed er en form for ydmyghed overfor livet (Gal. 5).

Teksten

Det handler om ubekymrethed, ikke livsforagt eller det at være ligeglad. Egentlig skildrer denne poetiske tekst et paradis på jorden. Vi skal leve et paradisisk liv - selvom vi lever ikke i paradiset. I troen tager vi forskud på paradiset: søg først Guds rige, så skal alt andet gives jer i tilgift. Vi lever ikke i paradis, men i troen og kærligheden foregriber vi paradiset - det er ikke tabt for evigt, men gives os igen i troen, der er en forsmag på paradiset. Troen er det første - men alt det andet er tilgift, fordi troen er det genvundne paradis: "Mit land, siger Herren, er himmel og jord, hvor kærlighed bor" (Grundtvig).

Teologisk reflektion over helligdagen

Man kan forstå troens ubekymrethed også som et ja til livet i dennesidighed. I et berømt brev, teologen og modstandsmanden Dietrich Bonhoeffer skrev den 21. juli 1944, dagen efter det mislykkede attentat mod Hitler, til sin ven, gør han sit liv op. Han taler om, at han i sin ungdom var fascineret af den katolsk ven, der vil blive en helgen. Han vedgår dette mål, men siger, at det kun kan realiseres i dennesidigheden, "ikke den platte og banale dennesidighed, som vi ser den hos de oplyste, de emsige, de magelige eller hos de dovne, men den dybe dennesidighed, som er fuld af disciplin, og hvor erkendelsen af døden og opstandelsen altid er nærværende. Jeg tror at Luther levede i denne dennesidighed". Han vil ikke som sin ven, være helgen, men lære at tro, men har nu lært, at man "først i livets fulde dennesidighed lærer at tro". Det er en form for ubekymrethed, at leve livet vel vidende, at det kan koste en livet.